Stjernehimmelen

Når man står ude en mørk aften og ser op på nattehimlen og nyder stjernerne, så er det svært ikke at lade tankerne vandre og spekulere over forskellige ting. Hvad er stjernerne mon er lavet af? Hvorfor lyser de? Hvor langt væk er de? Er mon andre levende væsener derude? Hvordan mon det er at rejse i rummet?

Gå endelig ud og se på stjerner de aftener, det er mørkt (husk at tage varmt tøj på), for en mørk nattehimmel er noget af det smukkeste, man kan forestille sig. Med funklende stjerner, måske en planet eller to, og et stjerneskud en sjælden gang. Efterhånden som øjnene vænner sig til mørket dukker flere og flere stjerner frem, og hvis der ikke er for meget lys fra gadelygter, så vil det være muligt at skimte Mælkevejens sarte bånd hen over himlen.

De mest markante stjernebilleder er Karlsvognen, som er en del af stjernebilledet Store Bjørn, og det W-formede stjernebillede Cassiopeia. Orion står også ofte på himlen med dens tre markante bæltestjerner.

Ud over de tre stjernebilleder er det muligt at se hele tre planeter tidligt på aftenen lige ved solnedgang i samme retning som solnedgangen (kaldet sydvestlig retning), nemlig Jupiter, Saturn og Venus. De står lavt over horisonten og allerede kl. 18 går Venus ned under horisonten, Saturn går under horisonten kl. 20 mens Jupiter kan ses frem til kl. 21.30.

image description

Skrevet af astrofysiker Anja C. Andersen